Transportør ansvarlig for temperaturskade – Sø- og Handelsretten fastslår ansvar ved fejl i køletransport

En ny dom fra Sø- og Handelsretten fastslår, at transportøren DSV Ocean Transport A/S er ansvarlig for temperaturskade på kontrastvæske under søtransport fra Shanghai til Los Angeles. Dommen illustrerer vigtige transportjuridiske principper om bevisbyrde, undersøgelsespligt og ansvar ved fejl i temperaturkontrolleret transport.

Sø- og Handelsretten har den 4. september 2025 afsagt dom i en sag om temperaturskade på kontrastvæske under søtransport fra Shanghai til Los Angeles. Sagen vedrørte en last bestående af 59.240 flasker med kontrastvæskerne Omnipaque og Visipaque, som under transporten blev udsat for temperaturer under frysepunktet i op til 25 dage. Transportøren, DSV Ocean Transport A/S, havde antaget en underkontrahent til at forestå selve søtransporten.

Retten fandt det godtgjort, at kontrastvæsken var blevet beskadiget som følge af temperaturfaldet, og at produkterne ikke længere kunne anvendes til medicinsk brug. Skaden opstod i den periode, hvor godset var i DSV’s varetægt.

Sagens centrale spørgsmål var herefter, om transportørens var ansvarsfri efter sølovens § 275, stk. 1. Retten lagde vægt på, at DSV havde påtaget sig at levere en container med forudindstillet temperatur på 21 °C, og at der ikke var dokumentation for, at afsenderen burde have opdaget en eventuel fejl ved undersøgelse af den leverede container. Retten fandt samlet, at det ikke kunne udelukkes, at skaden opstod som følge af fejl og forsømmelser fra DSV’s side. Det gjorde ingen forskel, at DSV havde anvendt en underkontrahent til at forestå søtransporten, da ansvaret forbliver hos hovedtransportøren, medmindre denne kan bevise, at skaden skyldes forhold uden for deres kontrol.

Dommen illustrerer, at transportører i temperaturfølsomme transporter har en pligt til at sikre korrekt håndtering. Transportører bør derfor være ekstra opmærksomme på at kunne dokumentere korrekt håndtering.

Såfremt du har spørgsmål til transportret og ansvar ved temperaturkontrolleret søtransport, så står vores shipping og trasnportteam (Christian Benedictsen-Nislev, Rebecca Bay) klar til at hjælpe med at navigere i regler og problemstillinger.