Finanstilsynet: ESG-risici skal integreres bredt i risikostyringen – nyt notat med anbefalinger til god praksis
Finanstilsynets hovedobservationer
Notatet identificerer fem centrale områder, hvor danske kreditinstitutter bør styrke deres indsats for at sikre en effektiv og fremadskuende styring af ESG-relaterede risici:
Fragmenteret fremdrift – behov for helhed
Flere kreditinstitutter har igangsat initiativer, særligt inden for klimarelaterede risici i udlånsporteføljen. Indsatserne er dog ofte afgrænsede og mangler integration på tværs af risikoområder. Det er således ikke tilstrækkeligt alene at fokusere på udvalgte risikoområder, men inkludere samtlige risikoområder for at danne et helhedsbillede.- Systematisk og fremadskuende tilgang er afgørende
Kreditinstitutter skal kunne identificere og vurdere ESG-risici løbende – ikke kun på kort sigt, men også på mellemlang og lang sigt. Det kræver overvågning af tendenser, kortlægning af transmissionsmekanismer og vurdering af konsekvenser for risikoprofilen, sådan at også empiri på lang sigt kan inddrages i vurderingerne. - Datamangel er en barriere – men ikke en undskyldning
Finanstilsynet anbefaler brug af tilgængelige data, igangsættelse af dataindsamling og forberedelse til integration af CSRD-data. - Omstillingsplaner bliver et regulatorisk krav
Fra 1. januar 2026 skal kreditinstitutter udarbejde omstillingsplaner, der beskriver hvordan ESG-risici påvirker forretningsmodellen og risikoprofilen. - ESG skal integreres i eksisterende politikker og processer
ESG-risici skal indarbejdes i kreditpolitik, markedsrisiko, operationel risiko og likviditetsrisiko. Finanstilsynet forventer en systematisk og proportional tilgang for alle kreditinstitutter.
Eksempler på ESG-risici
Notatet gengiver ikke alle de detaljerede krav i EBA’s retningslinjer om kreditinstitutternes styring af ESG-relaterede risici, men indeholder en række illustrative eksempler på, hvordan ESG-forhold kan påvirke kreditinstituttets risikoprofil:
- CO₂-afgifter og grøn omstilling
Indførelsen af CO₂-afgifter har øget omkostningerne for erhvervskunder og dermed kreditrisikoen. Markedsrisikoen påvirkes også ved investeringer i virksomheder med høj CO₂-belastning. - Bilindustriens omstilling til elbiler
Ændrede forbrugerpræferencer og teknologiskift har skabt nye risici for kreditinstitutter med eksponering mod bilproducenter og relaterede brancher. - Landbrugets strukturelle forandringer
Omstillinger i landbruget kan medføre investeringsbehov og driftsomkostninger, hvilket øger kreditrisikoen. - Klimahændelser og fysisk risiko
Ekstreme vejrfænomener kan påvirke både kreditinstituttets egne aktiver og kundernes, hvilket kan føre til operationel- og likviditetsrisiko. - Ændrede investorpræferencer
Investorer kan fravælge kreditinstituttets gældsudstedelser til fordel for grønne investeringsinstrumenter, hvilket kan påvirke fundingmuligheder og skabe likviditetsrisici.
Vores bemærkninger
Finanstilsynets notatet tydeliggør, at ESG-risici ikke længere er et perifert hensyn, men en integreret del af kreditinstituttets risikostyring. Det er afgørende, at kreditinstitutter allerede nu påbegynder arbejdet med at operationalisere retningslinjerne – både for at sikre compliance og for at styrke den strategiske risikoforståelse.
Notatet viser samtidig, at ESG-risici ikke kun er relevante for store kreditinstitutter. Mindre kreditinstitutter skal også etablere en systematisk tilgang – tilpasset deres størrelse og risikoprofil – og sikre, at ESG-forhold indgår i alle relevante beslutningsprocesser.
Den fulde rapport fra Finanstilsynet kan læses her: God praksis for styring af ESG-relaterede risici i kreditinstitutter | Finanstilsynet.